Troels Bech: Vi får brug for erfaringen fra Cypern

Skrevet af admin

07/08/2015

Dagens topnyheder

Kasteskyts mod linjedommeren, afbrydelse af kampen, tumult i spillertunnelen og voldsomt pres fra både hjemmeholdets spillere og fans var nogle af ingredienserne i Brøndbys returopgør mod Omonia Nicosia torsdag i Europa League-kvalifikationen.

Men Brøndby klarede sig igennem, og erfaringen fra kampen kan blive meget relevant, eftersom klubben har trukket græske Paok Saloniki i den afgørende playoff-runde til Europa Leagues gruppespil.

- Det er helt sikkert en god erfaring. Der var mange ting i kampen torsdag (mod Omonia, red.), som ikke var fantastiske, men noget af det, som vi virkelig tror på, er, at de mange unge spillere, vi havde på banen, bliver mere erfarne og mere modne af sådanne kampe, lyder det fra sportsdirektør Troels Bech.

- Det får vi brug for i Grækenland også.

Brøndby var useedet i lodtrækningen, og blandt andet derfor mener Troels Bech også, at favoritværdigheden ligger hos grækerne, der blev nummer tre i den hjemlige liga i sidste sæson.

- Vi skal ikke underspille i Brøndby, men der er nogle indikatorer, som peger på, at vi virkelig skal stramme os an.

- Der er noget budgetstørrelse til forskel, og alene den seedning, der ligger til grund for, at vi nu møder hinanden, gør jo, at andre i hvert fald ser dem som større favoritter end os. Og det må vi tage alvorligt, siger sportsdirektøren.

Dog ser han en fordel i, at Brøndby allerede er i gang med sæsonen og har været det et stykke tid.

- Jeg tænker lige nu, at det bliver sjovt og udfordrende, men jeg er ret sikker på, vi også har en chance.

- Alt andet lige er de jo ikke begyndt deres turnering endnu, og selvom vi synes, vi har spillet mange kampe allerede, så kan det ikke være en fordel ikke at have spillet nogen overhovedet, lyder det fra Troels Bech.

Første kamp spilles 20. august i Grækenland, mens der er returkamp på Brøndby Stadion ugen efter.

/ritzau/