Tsipras kræver hastetopmøde hvis eurogruppen fejler

Skrevet af admin

20/02/2015

Dagens topnyheder

EU-præsident Donald Tusk slår koldt vand i blodet, mens de 19 eurolandes finansministre fredag aften sidder samlet i Bruxelles i endnu et forsøg på at løse den græske gældsknude.

En talsmand for Tusk bekræfter over for Ritzau, at den græske premierminister, Alexis Tsipras, har bedt om at få kaldt alle eurolandenes ledere til topmøde i Bruxelles allerede på søndag, hvis ikke finansministrene kan løse sagen fredag.

Men der bliver ikke noget topmøde på søndag, lyder det fra Tusks talsmand, Preben Aamann, der samtidig præciserer, at anmodningen gælder et topmøde alene for de 19 eurolande, ikke alle 28 EU-lande.

Aamann understreger, at Tusk står i løbende kontakt med de centrale aktører, heriblandt den græske premierminister og formanden for eurogruppen.

- Tusk vil imidlertid ikke tøve med at indkalde til et eurozonetopmøde, hvis han vurderer, at det vil være den rigtige måde at håndtere situationen på.

- Inden der bliver indkaldt til et eurozonetopmøde, skal alle muligheder i eurogruppen være udtømt. Ethvert topmøde i eurozonen vil desuden skulle forberedes grundigt med henblik på at fremme en positiv løsning for alle lande i eurozonen, siger talsmanden.

Anmodningen fra Athen kom tidligere på aftenen kort efter, at eurolandenes finansministre med flere timers forsinkelse havde taget hul på deres møde i Bruxelles.

En talsmand for den græske regering siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at den tyske og den græske finansminister i formøder fredag er enedes om udkastet til en aftale, der skal forlænge Grækenlands eksisterende låneprogram med seks måneder.

Talsmand Panagiotis Agrafiotis siger, at teksten bliver forelagt de øvrige eurolandes ministre efter at være blevet forhandlet med "de institutionelle partnere".

Det dækker formentlig over, at også eurogruppens formand, chefen for Den Internationale Valutafond og EU-Kommissionen har været med til formøderne i Bruxelles.

/ritzau/