Tung Obama-delegation har sagt goddag til kong Salman

Skrevet af admin

27/01/2015

Mest læste i dag

Air Force One har tirsdag været i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, hvor USA's præsident, Barack Obama, har hilst på landets nye konge.

Med i præsidentflyet havde Obama en stribe af de amerikanske topfolk, der kendte kong Abdullah, der døde natten til fredag, og som nu er afløst af kong Salman.

Blandt de fremtrædende amerikanere var flere fra tiden under præsident George Bush, der var præsident under den første Golfkrig mod Irak i 1991, og også flere fra tiden under dennes søn George W. Bush, som var præsident fra 2001 og otte år frem, altså også under Irakkrigen i 2003.

- Jeg mener, at det er vigtigt, at vi over for saudiaraberne demonstrerer den vigtighed, de har for os, siger James Baker, der var udenrigsminister under den første Golfkrig.

Andre medlemmer af delegationen var tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice, tidligere national sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft og også den nuværende CIA-direktør, John Brennan.

Også den fremtrædende republikaner John McCain var med i Obamas delegation på 29 personer.

Billeder fra mødet viste Obama, kong Salman og forskellige embedsmænd sidde og tale med hinanden, og kongen og præsidenten så ud til at virke afslappede, omend formelle.

Amerikansk kritik af menneskerettighedssituationen i Saudi-Arabien, der har en hård sharialov med halshugning, pisk og afhuggede lemmer, er normalt afdæmpet, og sådan forbliver det, skriver Reuters.

I et interview med CNN siger Obama, at USA må balancere presset på Saudi-Arabien og andre allierede i sagen om menneskerettigheder med de umiddelbare bekymringer for kampen mod terror og stabilitet.

- Med alle de lande, vi arbejder med, har vi fundet det effektivt med et konstant og vedvarende pres, mens vi får ordnet de ting, der er nødvendige at ordne, siger han.

USA har før rost Saudi-Arabien for den rolle, som landet indtager i bestræbelserne på at få arabisk støtte til Vestens kamp mod Islamisk Stat (IS).

/ritzau/Reuters