Tusindvis af ældre mister rengøringstilskud

Landets pensionister mister fra årsskiftet alle tilskud til betaling af rengøringshjælp i hjemmet.

Hjemmeserviceordningen skrottes som led i den netop indgåede finanslovaftale mellem regeringen og Enhedslisten, og samtidig udløber den såkaldte bolig-jobordning, hvor udgifter til blandt andet rengøringshjælp kan trækkes fra i skat, skriver Jyllands-Posten.

Socialdemokraterne og SF havde ellers i det fælles oplæg "Fair løsning" fra før valget lovet at styrke hjemmeserviceordningen.

Ved finanslovaftalen i fjor blev det gentaget, at hjemmeserviceordningen, der giver 30 procent i tilskud til rengøringshjælp, ville blive videreført, når boligjobordningen forsvinder ved årsskiftet 2012/2013.

På den baggrund mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, at regeringen gør sig skyldig i et løftebrud over for de cirka 25.000 ældre, der i dag benytter sig af hjemmeserviceordningen.

- Det er en skandale, siger Kristian Thulesen Dahl, som bliver bakket op af Ældre Sagen.

- Vi er dybt skuffede over, at man ikke gennemfører det, som man skrev i finanslovaftalen for 2012, siger souschef Jens Højgaard fra Ældre Sagen til Jyllands-Posten.

- Der er nogle ældre, som ikke har råd til at købe rengøringshjælp uden tilskuddet. De kommer nu til at leve i et beskidt hjem, tilføjer han.

Nedlæggelsen af hjemmeserviceordningen ventes at give en årlig besparelse på knap 89 millioner kroner.

Samtidig viser en undersøgelse fra 2007 ifølge erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), at hjemmeservice primært benyttes af pensionister med høje indkomster.

- For mig er det afgørende, at de svage ældre får den hjælp, de har brug for, udtaler ministeren i en skriftlig kommentar.

 

Dagens Gossip