Tyrkisk politi anholder 21 formodede jihadister

Skrevet af admin

10/07/2015

Dagens topnyheder

I en stor aktion fredag har tyrkisk politi anholdt 21 formodede medlemmer af Islamisk Stat (IS).

De mistænkte blev anholdt før daggry fredag morgen. De anholdte mistænkes for at hjælpe IS med at rekruttere folk til Syrien, rapporterer nyhedsbureauet Anatolia.

Tre udlændinge er blandt de anholdte. Deres nationaliteter er umiddelbart ukendte, men de havde planer om at rejse ind i Syrien.

Operationen betegnes som den største nogensinde i Tyrkiet mod formodede jihadister fra Islamisk Stat. Politiet har udstedt arrestordre på mindst 30 mistænkte, rapporterer Anatolia.

I forbindelse med anholdelserne har politiet beslaglagt to jagtrifler, ammunition, elektronisk udstyr, militæruniformer samt dokumenter, der tilhører Islamisk Stat.

Vestlige stater har gentagne gange beskyldt Tyrkiet for ikke at gøre nok for at bremse strømmen af jihadister, der krydser den 911 kilometer lange grænse mellem Tyrkiet og Syrien.

/ritzau/AFP