De to mænd på henholdsvis 27 og 33 år begik sent i aftes indbrud i Sødding Centret i Esbjerg.
Da politiet nåede frem lidt efter klokken 22, kunne de se, at en rude var knust, og tyvene havde stillet en stige op ad en mur.
- Men vi kunne også se knallertspor i sneen, og det fulgte vi så de tre kilometer hjem til en adresse i Esbjerg, hvor vi fandt de to mænd, siger Steen Kristensen fra politiet i Esbjerg til dagens.dk.
På adressen fandt man blandt andet parfumevarer, der stammede fra indbruddet.
De to mænd blev sigtet for indbrud - og tilstod.