U21-back satser på comeback mod Sverige efter karantæne

Skrevet af admin

27/06/2015

Mest læste i dag

Jonas Knudsen var ramt af karantæne, da Danmarks U21-landshold i fodbold tirsdag vandt 2-0 over Serbien og sikrede en semifinaleplads ved EM i Tjekkiet.

Venstrebacken fra Esbjerg regner dog med, at han har udmærkede muligheder for igen at indtage sin vante plads i lørdagens semifinale mod Sverige, efter at Riza Durmisi vikarierede mod serberne.

- Jeg tror på, at jeg starter inde, selvfølgelig gør jeg det. Jeg mener ikke, jeg har spillet mig af, men det er Jess' valg.

- Det handler om at arbejde stenhårdt. Jeg har gjort alt, hvad jeg kan, siger Jonas Knudsen.

U21-landstræner Jess Thorup ønsker af taktiske årsager ikke på forhånd at røbe noget om startopstillingen.

Derfor må offentligheden vente til cirka en time før kampstart med at få at vide, om han vælger den offensivt dygtige Riza Durmisi fra Brøndby. Eller om Jonas Knudsen, der er stærkest af de to defensivt, kommer med igen.

- Jeg mener, jeg leverede et fint indtryk i de to første kampe mod Tjekkiet og Tyskland.

- Men hvis jeg sidder over, så bakker jeg naturligvis op om holdet, siger Jonas Knudsen.

Danmarks U21-landshold står i en EM-semifinale for første gang siden 1992.

Med pladsen blandt de fire bedste ved EM sikrede U21-landsholdet samtidig dansk deltagelse i fodboldturneringen ved OL i Rio næste år. Det er heller ikke sket, siden Danmark var med for 23 år siden.

Alle tanker om en EM-finale mod enten Tyskland eller Portugal skal dog blokeres, så fuldt fokus kan blive rettet på kampen mod svenskerne.

- Vi må ikke tro, vi er bedre, end vi er, så når vi ingenting.

- Man må være benhård og sige, at hvis man tænker andre tanker, så tager det måske 5-10 procent af koncentrationen. Og det er måske de procenter, man kommer til at mangle.

- Vi har været gode til at tage en kamp ad gangen. Vi så senere, hvor enormt vigtigt det var, at vi vandt den første kamp over Tjekkiet. Derefter tabte vi ganske vist til Tyskland, men vi havde stadig en finale til sidst mod Serbien, siger Jonas Knudsen.

Danmark og Sverige spiller EM-semifinale klokken 21 i Generali Arena i Prag.

/ritzau/