U21-landsholdet får 2-2 i EM-test trods rødt kort

Skrevet af admin

11/06/2015

Mest læste i dag

En tidlig udvisning, en skade og en dobbelt målscorer var nogle af de dramatiske ingredienser, da det danske U21-landshold i fodbold torsdag spillede den sidste testkamp før EM-slutrunden i Tjekkiet.

Trods kun 10 spillere i 75 minutter efter en udvisning fik Danmark 2-2 mod Sverige i Lyngby.

Kampen gav både anledning til panderynker og smil hos Danmarks U21-landstræner, Jess Thorup, der så sine spillere levere en god kamp mod et svensk mandskab, der ikke imponerede vildt.

Både Danmark og Sverige er med ved EM-slutrunden, men begge hold må i øjeblikket afgive en del spillere til deres respektive A-landshold, der spiller i EM-kvalifikationen i denne weekend.

Danmark var hårdest ramt, idet hele seks spillere i øjeblikket er med A-landsholdet, der forbereder sig til lørdagens kamp mod Serbien i København.

Det gav Jess Thorup lejlighed til at teste nogle af sine reserver i kampen mod Sverige, der blev overværet af 4084 tilskuere på et lunt Lyngby Stadion.

Landstræneren følte formentlig, at han fik set lidt vel rigeligt, da midterforsvareren Patrick Banggaard efter et kvarter begik en kæmpe fejl og gav den svenske angriber John Guidetti frit løb mod mål.

Banggaard forsøgte at gøre fejlen god igen, men begik straffespark og indkasserede et direkte rødt kort. Det udnyttede Guidetti til at passere Jakob Busk, der var foretrukket i Danmarks mål, men blev erstattet af Frederik Rønnow efter pausen.

Bang, så var Jess Thorups taktiske planer spoleret, men kort tid efter fik landstræneren en opmuntring.

Få minutter efter den første scoring udlignede frontangriberen Nicolai Brock-Madsen nemlig til 1-1. Og trods 10 spillere mod 11 dominerede Danmark spillemæssigt i resten af første halvleg.

Efter lidt betænkningstid skiftede landstræneren Jens Jønsson ind i midterforsvaret ved siden af Frederik Sørensen, mens Lucas Andersen blev hevet ud.

Frederik Sørensen ligner en starter i det danske midterforsvarer til den første EM-kamp på onsdag mod Tjekkiet, hvor U21-landsholdets sædvanlige anfører, Jannik Vestergaard, vil gøre ham selskab efter Serbien-kampen.

Lucas Andersen så til gengæld meget utilfreds ud efter udskiftningen, der var endnu en følelsesmæssig rutsjetur for offensivspilleren fra Ajax. Han blev vraget til EM-truppen, men skal nok alligevel med til Tjekkiet som gardering.

Efter en lille halv times spil måtte fløjen Uffe Bech humpe fra banen med en skade, der godt kunne give bange anelser for hans EM-deltagelse. De første meldinger lød på et slag på knæet, men det er uvist, hvor alvorligt det er fat med FC Nordsjælland-spilleren.

Uffe Bech havde kort før Sveriges 1-0-scoring ramt overliggeren. Det skete efter en god bolderobring af Lasse Vigen Christensen, der var blandt Danmarks absolutte profiler.

Fulham-spilleren, der spillede sin første kamp i tre en halv måned, leverede en meget engageret indsats på den centrale midtbane, og han bidrog kraftigt til det danske overtag.

I anden halvleg gik der udskiftningshalløj i den, og indskiftede Mikkel Desler ramte stolpen.

Den indskiftede venstreback Riza Durmisi blev årsag til Danmarks 2-1-mål, da han efter 65 minutter blev fældet af den svenske FC Midtjylland-spiller Kristoffer Olsson i straffesparksfeltet.

Straffesparket omsatte Nicolai Brock-Madsen til sin anden scoring, og det lignede længe sejrsmålet.

Men fire minutter før tid fik Sveriges indskiftede Simon Gustafson udlignet, så den danske sejrsfest blev ødelagt.

/ritzau/