Ulovlig import, fup med fakturaer og snyd med både afgifter og moms er udbredt i landets bland selv-slikbutikker, skriver Jyllands Posten.
Det viser tal fra Fødevarestyrelsen, der er gået sammen med Skat i kampen mod slikfuskere, der henter slik til landet uden at betale sukkerafgift.
Fødevarestyrelsens rejseholdt har indtil videre i år besøgt 35 slikbutikker på Sjælland og Fyn, hvor rejseholdet har uddelt 45 indskærpelser, 15 påbud og 7 bøder og beslaglagt næsten 32 tons slik, som der ikke var fakturaer på.
Nu retter Fødevarestyrelsen blikket mod Jylland.
LÆS OGSÅ: Supermarked dropper emballagen
- Der er store problemer i branchen. De snyder med afgifterne, og de har ikke sporbarhed på slikket, så vi har ingen mulighed for at trække det tilbage, hvis der skulle være noget i vejen med det, siger Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens rejsehold.
Ifølge funktionsleder Jon Mikkelsen, Skat, vil man til at gå efter bagmændene og grossisterne:
- Hidtil har vi haft fokus på kiosker, men vores erfaring er, at vi opnår en større effekt ved også at lave kontroller på lagre og ved grænsen.«
Hvert år bliver der solgt op mod 95.000 tons slik i Danmark. Det svarer til 16-18 kg pr. dansker.