Udenrigsministeren vil spare og samtidig løfte Afrika

Skrevet af admin

29/06/2015

Mest læste i dag

Regeringen vil styrke ældreplejen og sundhedsvæsnet gennem blandt andet at spare 15 procent på bistanden til verdens fattige og konfliktfyldte lande.

Og her bliver regnestykket kompliceret. For den ny udenrigsminister, Kristian Jensen (V), slår ved sin tiltrædelse fast, at han samtidig vil "fokusere på" og give Afrika "et løft."

Hvor regeringen vil spare de penge, som synes at mangle i regnestykket, vil Kristian Jensen ikke svare på, da han overtager posten - eller rettere de to poster - fra afgående udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og afgående handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

- Nu er jeg indsat som udenrigsminister. Man kan ikke lave et skifte, hvor man samler al udviklingsbistand i Afrika fra dag et.

- Det arbejde er ikke noget, der venter. Det eneste, der venter, er, at jeg kommer videre fra jer, siger Kristian Jensen til de fremmødte journalister.

Udviklingsbistanden skal ifølge regeringen sænkes fra de nuværende cirka 0,83 procent til 0,7 procent af BNI (bruttonationalindkomst), altså en reduktion på lidt over 15 procent.

I den afgående regering var der intern uenighed om bistanden. Socialdemokraterne ønskede at fastholde niveauet, mens De Radikale ville have den tilbage over én procent, som den tidligere har været.

Venstre har besluttet, at den skal sænkes, hvis de kan finde flertal for det.

- Jeg bruger tiden hen over sommeren på at lægge en klar strategi for, hvordan vi skal lave denne fokusering. Vi skal fokusere mere på Afrika. Det er det kontinent i verden, hvor der for alvor er brug for et løft.

Udenrigsministeren henviser til udviklingen i Asien som et forbillede for ambitionerne for Afrika.

- Det er den succes, som er sket i Asien, hvor øget frihandel har betydet, at millioner og atter millioner af mennesker er løftet ud af fattigdom og ind i – om ikke middelklassen – i hvert fald et meget bedre liv, siger Kristian Jensen.

Regeringen har besluttet, at en ekspert skal udpeges til at gennemgå hele den danske udenrigstjeneste. Det ser Kristian Jensen frem til.

- Der er behov for at få nogen til at se helhedsorienteret på det. Jeg synes, det er glædeligt, hvis vi kan få friske øjne til at se på det, siger udenrigsministeren.

/ritzau/