Udkantskommuner vil have flere penge til nedrivning

Skrevet af admin

21/02/2015

Mest læste i dag

De 900 millioner kroner, der hidtil har været brugt på nedrivning af forfaldne og ubeboelige huse på landet, forslår slet ikke.

Det siger en række borgmestre fra udkantskommuner til Morgenavisen Jyllands-Posten.

De mener, at den store byfornyelsesindsats i de større byer for år tilbage nu skal have en omfangsmæssig pendant i udkantsområderne.

- Vi skal tilpasse et samfund til det antal mennesker, som bor her. Problemet er bare, at vi ikke selv har råd til eksempelvis at fjerne de skoler, som vi lukker, siger Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), til avisen.

Hun bakkes op af Ellen Højgaard Jensen, der er direktør i Dansk Byplanlaboratorium.

- Der er gode viljer, men pengene er små. Jeg er dog sikker på, at det rent samfundsøkonomisk er en god investering, for der er også sociale og sundhedsmæssige konsekvenser af dårlige boliger, siger hun.

Minister for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen (S), mener dog, at det afsætte beløb er tilstrækkeligt.

Han har regnet sig frem til, at der alt i alt er afsat 1,3 milliarder kroner, når man tæller kommunernes egne bidrag med.

- Det betyder, at der er penge nok her og nu, men det er klart, at vi skal sørge for, at der også fremover er penge til at fortsætte indsatsen, siger han.

/ritzau/