Ufaglærte får endnu mindre i posen

Ufaglærte og lavtlønnede er i risikozonen for at blive tvunget til lønnedgang i de kommende år, hvis de vil bevare deres arbejdsplads.

Det vurderer Mads Lundby Hansen, cheføkonom ved den liberale tænketank Cepos og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.

- Der er tabt rigtig mange job under krisen, herunder blandt faglærte og ufaglærte, siger Mads Lundby Hansen til Information.

- Det betyder, at der kommer et større udbud af arbejdskraft til job, der ikke kræver så meget uddannelse. Det giver et nedadgående pres på lønningerne i den nedre del af lønpyramiden, tilføjer han.

Flemming Ibsen siger, at danske virksomheder hele vejen rundt er pressede på indtjeningen.

- Men særligt de brancher, hvor der er mange lavtlønnede og ufaglærte - det gælder industrien og turismeerhvervet - vil i de kommende år kæmpe med høje lønninger i Danmark og svag efterspørgsel på dyre produkter, siger han til Information.

Samtidig vurderer Mads Lundby Hansen, at gabet mellem højt- og lavtlønnede vil vokse i de kommende år:

- Jeg tror, vi vil komme til at opleve i de kommende år, at lønstigningerne blandt de højtuddannede vil være større og pæne, mens lønstigningerne blandt lavtuddannede og ufaglærte vil være lavere, siger han.

- Den tilpasning skal vi igennem, så vi kan bevare job, der ellers ikke ville være her, vurderer Mads Lundby Hansen fra Cepos.

Dermed vil vilkårene på arbejdsmarkedet være med til at øge uligheden i Danmark. Det begejstrer naturligvis ikke formand for hovedorganisationen FTF, Bente Sorgenfrey:

- Lønnedgang er bestemt ikke noget, vi ønsker, men i fagbevægelsen er vi nødt til at gøre os overvejelserne om, hvordan vi vil håndtere det, når vi bliver stillet over for et sådan krav fra arbejdsgiverne, siger hun.

Hun har netop har været med til at forhandle en lønnedgang på plads for kabinepersonalet i forbindelse med redningsplanen for SAS.

 

Dagens Gossip