Ukraine og Syrien får USA til at styrke forsvarsbudget

Skrevet af admin

03/02/2015

Dagens topnyheder

USA står over for nye sikkerhedspolitiske udfordringer i Mellemøsten og Ukraine, advarer Obama-regeringen.

Den foreslår derfor, at forsvarsbudgettet forøges med 534 milliarder dollar (ca. 3500 milliarder kroner) plus 51 milliarder dollar (335 milliarder dollar) til krigsomkostninger.

I udspillet bliver Kongressen advaret om, at eventuelle nedskæringer vil undergrave USA's militære magt.

I forsvarsministeriet siger embedsmænd, at det er nødvendigt med større budgetter for at gennemføre præsident Barack Obamas nationale sikkerhedsstrategi.

Den omfatter blandt andet udstationering af flere militære styrker i Asiens stillehavsområde som reaktion på Kinas militære optrapning.

Udspillet fra Obama-administrationen vil fremtvinge en overordnet debat i Kongressen om udgifterne til forsvaret og tidligere prioriteringer.

Det foreslåede budget omfatter omkring 35 milliarder kroner til operationer mod militante fra Islamisk Stat i Irak og Syrien. I beløbet indgår over otte milliarder kroner til uddannelse af moderate syriske modstandsgrupper.

For at berolige USA's allierede i Europa i forhold til Rusland og Ukraine er der lagt op til en styrkelse af USA's militære udstationeringer og flere militærøvelser med partnerne i EU.

Det foreslåede budget vil gøre den amerikanske hær i stand til at understøtte en aktiv hær på 475.000 soldater - lidt færre end de 490.000 mand, som var i hæren efter krigene i Irak og Afghanistan.

Obama fremlagde mandag et budgetudspil på næsten 4000 milliarder dollar (omkring 26.000 milliarder kroner).

Forslaget til det nationale budget fra Obama-administrationen, der er fyldt med reformforslag, skal styrke middelklassen, men kommer ikke gennem Kongressen, hvor Republikanerne har flertal.

Budgettet, som gælder for 2016, opererer med et fortsat budgetunderskud på under tre procent af bruttonationalproduktet. Det forudsætter også, at verdens største økonomi vil have en vækst på 3,1 procent i år og en arbejdsløshedsprocent på 5,4 procent.

/ritzau/Reuters