Ukrainsk præsidentrådgiver: 179 dræbt under kampe

Skrevet af admin

21/02/2015

Dagens topnyheder

Under kampe i den ukrainske by Debaltseve har 179 mistet livet i den seneste måned i kampe mod prorussiske separatister, ifølge en af præsident Petro Porosjenkos rådgivere.

Det skriver den politiske rådgiver Yuri Birjukov på sin Facebook-side.

Hvis det tal bliver bekræftet, er der tale om et af de blodigste tab på Ukraines side, siden konflikten blev indledt for 10 måneder siden.

De officielle tal fra Ukraine går på, at 13 soldater er blevet dræbt tirsdag og onsdag, da Debaltseve blev indtaget af prorussiske separatister.

Rådgiveren skriver, at mellem 18. januar og 18. februar har omkring 179 mistet livet i Debaltseve.

- 179 døde over den seneste måned. Men faktisk bliver det flere end det. Nogle af dem, der savnes, vil uundgåeligt være døde, skriver han.

Dermed forbrød separatisterne sig mod den våbenhvile, der er overholdt i næsten alle områder af det østlige Ukraine - undtagen i den omstridte by Debaltseve.

I den russiske hovedstad Moskva markeres årsdagen for den daværende præsident, Viktor Janukovitjs, fald.

Omkring 50.000 ventes at tage del i en demonstration mod Maidan-bevægelsen, som førte til, at Janukovitj flygtede fra Ukraine efter demonstrationer i 2014 på Maidan-pladsen i Ukraines hovedstad, Kijev.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass bevæger de mange mennesker i Moskva sig fra gaden Petrovka mod centrum.

Siden præsidentens fald har et mere proeuropæisk styre taget over.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, siger, at Rusland handler "fuldstændig modsat af, hvad det internationale samfund" har arbejdet på under våbenhvilen, der blev indgået i sidste uge.

Torsdag i sidste uge indgik de stridende parter efter møder mellem de fire øverste politiske ledere i Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig en aftale i den hviderussiske hovedstad, Minsk.

/ritzau/AFP