Uligheden stiger under Helle Thorning

Skrevet af admin

30/12/2014

Dagens topnyheder

Når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) 1. januar gør status i sin nytårstale, er et vigtigt mål for hendes regering ikke opfyldt.

Udviklingen går nemlig stik imod regeringens erklærede mål om at øge ligheden i det danske samfund.

Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik er den såkaldte ginikoefficient, der måler indkomstfordelingen i samfundet, steget fra 27,4 i 2012 til 27,9 i fjor. Dermed er uligheden større, end da regeringen tiltrådte, skriver Politiken onsdag.

Tallene udløser hård kritik fra regeringens støttepartier.

- Det her er desværre en ren tilståelsessag, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til Politiken.

- Uligheden er ikke bare vokset. Den er blevet højere, end den var, da Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon overtog regeringskontorerne. Og det endda inden de mest ulighedsskabende af regeringens reformer er fuldt indfaset, siger hun.

Uligheden har generelt været stigende i Danmark siden midt i 1990’erne. Især under VK-regeringen i 00’erne voksede ginikoefficienten markant – fra cirka 22 til 27,7.

Den faldt lidt i begyndelsen af denne regeringsperiode – blandt andet fordi starthjælpen og kontanthjælpsloftet blev afskaffet. Men siden har en stribe af regeringens reformer som skattereformen, kontanthjælpsreformen og SU-reformen trukket den modsatte vej.

Ifølge socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er ginikoefficienten ikke den eneste strømpil på ulighed. Hun hæfter sig ved, at eksempelvis antallet af fattige børn er faldende.

- Jeg er mig da pinligt bevidst, at uligheden stiger – både i Danmark og globalt. Både formue og ejerskab over eksempelvis boliger bliver skævere og skævere fordelt. Også i Danmark, siger hun til Politiken.

- Men hvis man gerne vil afskaffe fattigdom og sikre, at folk vokser op i øjenhøjde med hinanden, er fattigdomstallet for mig vigtigt. Ginikoefficienten kommer ikke til at "overrule" alt, siger hun.

I regeringsgrundlaget fra 2011 står der om ulighed:

"Alt for mange danske familier lever i fattigdom, og uligheden er vokset. Det skal ændres. Regeringen lægger vægt på at begrænse uligheden".

/ritzau/