Ung spanier skal få Okores klub ud af scoringskrisen

Skrevet af admin

13/01/2015

Dagens topnyheder

Premier League-klubben Aston Villa har tirsdag købt den spanske offensivspiller Carles Gil i Valencia og udstyret ham med en kontrakt gældende for de næste fire et halvt år.

Dermed håber manager Paul Lambert at have fundet en løsning på sit holds dybe scoringskrise, efter at Aston Villa med blot 11 mål i de første 21 Premier League-kampe har vist sig som rækkens klart ufarligste hold.

- Vi har været på udkig efter en kreativ spiller, og han vil helt sikkert give holdet noget ekstra, forklarer Lambert til Aston Villas hjemmeside.

- Han er kun 22 år, men han vil give os noget, som jeg ikke mener, vi har i øjeblikket. Han kan spille både på fløjene eller bag angriberen. Han kan skabe chancer og også score selv, siger manageren.

Carles Gil, der har spillet på det spanske U21-landshold vendte før denne sæson tilbage til Valencia efter to sæsoner som udlejet til Elche, som han var med til at spille tilbage i den bedste spanske række.

Nu skal han altså give offensiv power til et hold, der med danske Jores Okore i en fremtrædende rolle har været noget bedre i forsvaret end i angrebet.

Trods de blot 11 scoringer har holdet fået 22 point i de første 21 ligakampe, hvilket rækker til en aktuel 13.-plads.

/ritzau/