USA og Tyrkiet vil træne syriske oprørere

Skrevet af admin

17/02/2015

Dagens topnyheder

USA's udenrigsministerium siger, at det i princippet er nået til enighed med Tyrkiet om at træne moderate syriske oprørere og samtidig forsyne dem med udstyr.

- Jeg kan bekræfte, at vi er nået til principiel enighed om at træne og udruste syriske oppositionsgrupper, siger talskvinden for det amerikanske udenrigsministerium, Jen Psaki.

- Som vi tidligere har meddelt, er Tyrkiet gået ind på at være et af vore regionale værtslande for træn-og-udrust programmet for moderate syriske oppositionsgrupper. Vi venter at afslutte og underskrive aftalen med Tyrkiet snart, siger talskvinden.

Der har hidtil været et spændt forhold mellem USA og Tyrkiet i forbindelse med konflikten i Syrien.

Tyrkiet, som er naboland til den krigshærgede stat, er ikke med i den amerikansk-ledede alliance mod Islamisk Stat. Tyrkerne har samtidig særlige forbehold i forbindelse med Syrien på grund af de kurdiske mindretal i både nabolandet og Tyrkiet.

Både USA og EU har lagt pres på Tyrkiets leder, præsident Recep Tayyip Erdogan, for at få Tyrkiet til at spille en større rolle over for Syrien.

Tyrkiets placering har medført, at det er gennemgangsland for en del af dem, der tager til landet og slutter sig til Islamisk Stat eller andre grupper. EU's udenrigschef, Federica Mogherini, var for nylig i Tyrkiet for at drøfte krigen mod Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak.

/ritzau/Reuters