Usædvanlig indblanding i Thornings skattesag

Skattesagskommissionen har torsdag taget hul på 11. akt og afhøringen af et af skattesagens mest centrale vidner.

Direktør for Skat København, Erling Andersen, sidder således i vidneskranken, og allerede torsdag formiddag understreger han, hvor specielt forløbet i den omstridte sag var.

Skattedirektøren understreger, at det var helt usædvanligt, at han var så tæt på en skattesag, som han var i Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnocks, sag.

- Hvor mange skatteafgørelser underskrev du i 2009, 2010 og 2011, spørger kommissionens udspørger, advokat Lars Kjeldsen.

- Da underskrev jeg én skatteafgørelse, lyder Erling Andersens svar med henvisning til, at han underskrev afgørelsen i Thorning-Kinnock-sagen.

I forbindelse med toldkontrol og store selskaber er der andre eksempler på, at han har været involveret, forklarer han. Dog understreger han, at han ikke er sagsbehandler.

/ritzau/

 

 

Dagens Gossip