USA's vicepræsident Biden mister sin ældste søn

Skrevet af admin

31/05/2015

Dagens topnyheder

USA's vicepræsident, Joe Biden, oplyser natten til søndag dansk tid, at hans søn Beau Biden er død af kræft i hjernen.

Det fremgår af en meddelelse, som er blevet udsendt fra Det Hvide Hus i Washington.

Beau Biden, der blev 46 år, var Joe Bidens ældste søn, som han fik med sin første kone, Neilia Hunter, i 1969.

- Det er med knuste hjerter, at Hallie, Hunter, Ashley, Jill og jeg selv kan oplyse om, at vores mand, bror og søn - Beau - er død, efter at han har kæmpet mod hjernekræft med samme integritet, mod og styrke, som han viste hver eneste dag i sit liv, står der i udtalelsen fra Joe Biden.

Beau Biden har haft en karriere både som advokat, politiker og i militæret, hvor han blandt andet har været udsendt i Irak med Nationalgarden.

Som jurist var han i otte år statsanklager i delstaten Delaware, før han i begyndelsen af 2015 blev ansat i et privat advokatfirma.

USA's præsident, Barack Obama, og hans kone, Michelle, udtrykker også sorg over Beau Bidens død.

- Michelle og jeg er i aften i sorg.

- Ligesom sin far havde Beau et stort hjerte, var en god katolik og en trofast mand, der gjorde en forskel hos de mennesker, han kom i berøring med - og han lever videre i deres hjerter, skriver Obama i en selvstændig meddelelse.

Beau Biden efterlader sig en kone og to børn.

Det er ikke første gang, at Joe Biden oplever en personlig tragedie. I 1972 mistede han sin første kone og datter, da de omkom i en trafikulykke.

/ritzau/