V: Regeringen har ansvar for flere familiesammenføringer

Skrevet af admin

10/06/2015

Mest læste i dag

Regeringen har kun sig selv at takke for, at der i år er udsigt til et stigende antal familiesammenføringer.

Sådan lyder budskabet fra Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, efter, at Jyllands-Posten onsdag skriver, at myndighederne forventer omkring 11.000 opholdstilladelser på grund af familiesammenføringer i år.

Den forventede stigning skyldes især, at en meget stor del af det seneste års stigning i antallet af asylansøgere kommer fra borgerkrigen i Syrien, hvor folk henter flere familiemedlemmer med sig.

- Det er gledet regeringen fuldstændig af hænde, og når det er kommet så vidt, er det, fordi regeringens udlændingepolitik er lempet 31 gange, siger Inger Støjberg.

- Det har betydet, at der kommer flere asylansøgere hertil, og så er familiesammenføringer noget af det, der kommer til at fylde rigtig meget i indvandringen til næste år, siger hun.

Venstre præsenterede tirsdag et asyl-udspil, hvor der blandt andet lægges op til at skære i de ydelser, som asylansøgere kan modtage.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fremhæver, at regeringen i februar kom igennem med en stramning af reglerne for familiesammenføringer, så man fremover skal vente et år på at få familiemedlemmer til landet.

- Jeg er helt overbevist om, at den stramning var den rigtige, siger statsministeren.

Den udlægning er Inger Støjberg ikke enig i. Hun kalder stramningen for "en meget, meget lille bitte, bitte, bitte, bitte, bitte stramning".

Omvendt er Støjberg heller ikke umiddelbart villig til at se på et forslag fra Dansk Folkeparti om "i en årrække" helt at udelukke folk fra at søge sammenføring med deres familier":

- Vi er villige til at se på familiesammenføringsreglerne og på, hvor der kan strammes op. Men om det lige er den model, som Dansk Folkeparti lægger frem i dag, er jeg ikke sikker på, siger hun.

/ritzau/