V-top maner forslag om minimumdækning til jorden

Skrevet af admin

12/06/2015

Mest læste i dag

Forslaget om såkaldt minimumdækning i dagsinstitutionerne nåede ikke at leve 24 timer, før det bliver undsagt af Venstres øverste ledelse.

Familieordfører Tina Nedergaard (V) foreslog i fredagens udgave af Berlingske, at man skulle indføre minimumdækning som en garanti for, at ingen pædagoger er alene med flere end fem børn i daginstitutionerne.

Det bliver dog manet til jorden af Venstres næstformand, Kristian Jensen.

- Vi har ikke besluttet, at vi skal definere, hvordan kommunerne skal løse opgaven, for børnepasning er en kommunal opgave.

- Vi har ikke fra Venstre et forslag om minimumdækning, siger han.

Socialdemokraterne samt Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforening er skeptisk over for forslaget, som dog møder opbakning blandt de andre borgerlige partier.

Det er dog ikke nok til at sikre forslagets overlevelse, lyder det.

- Vi mener ikke, at det er statens opgave, når det er kommunerne, der skal løse opgaven, men vi skal være i dialog med kommunerne om at løse opgaven bedst muligt.

- Det er en dialog, vi bør have med kommunerne, vi skal bare ikke fra statens side diktere, hvad kommunerne kommer med. Vi skal klart tage en samtale med kommunerne om det, siger Kristian Jensen, som understreger, at det skal være deres eget ønske.

/ritzau/