En ny bank udelukkende rettet mod at finansiere projekter i de såkaldte Briks-lande er tirsdag åbnet i Kinas kommercielle hovedby, Shanghai.
Banken - New Development Bank - er etableret i fællesskab mellem Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika (Briks-gruppen, red.).
Den nye udviklingsbank er blevet omtalt som en rival til Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken, der begge har hovedsæde i Washington.
Den første opgave for bankens ledelse er ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua at udarbejde en forretningsstrategi.
Som topchef er udnævnt K.V. Kamath, der har en fortid i Indiens banksektor. Han regner med, at banken omkring årsskiftet er klar til at tage imod de første kunder.
De fem Briks-lande, der repræsenterer 40 procent af verdens befolkning, tog beslutning om at etablere banken på et topmøde i Brasilien sidste sommer.
Banken ventes at få 100 milliarder dollar i kapital at råde over.
Kina er også i færd med at oprette en anden multilateral bank - Asian Infrastructure Investment Bank - med hovedsæde i Beijing.
Kina bliver den største aktionær med en andel på godt 30 procent, men mange andre lande er med i ejerkredsen. Dog ikke USA og Japan, som har afslået invitationen.
/ritzau/AFP