Vanvidsmål sikrer Roma et point mod Barcelona

Skrevet af admin

17/09/2015

Dagens topnyheder

Et vildt mål fra lang afstand var onsdag aften hovedårsagen til, at italienske AS Roma fik et point med fra premierekampen mod spanske FC Barcelona i Champions Leagues gruppe E.

Efter en halv times spil tog hjemmeholdets Alessandro Florenzi chancen og sendte bolden mod mål, da han befandt sig få meter inde på spaniernes banehalvdel helt ude i højre side.

Afslutningen kom imidlertid uventet for Barcelonas tyske målmand, Marc-André ter Stegen, der måtte se afslutningen sejle i mål til 1-1 via den ene stolpe.

Det mål blev kampens sidste, efter at de regerende Champions League-vindere ti minutter forinden var kommet foran under kontroversielle omstændigheder.

Lionel Messi busede ind i en Roma-forsvarer, og så kom Ivan Rakitic alene igennem i højre side.

Hans indlæg endte i panden på Luis Suarez, der bragte Barcelona foran 1-0.

Romas træner, Rudi Garcia, var rasende, men kendelsen stod ikke til at ændre.

Tidligt i anden halvleg måtte Roma skifte den skadede målmand, Wojciech Szczesny, ud med veteranen Morgan De Sanctis.

Det lykkedes for den 38-årige målmand at forhindre yderligere scoringer.

FC Barcelona skal i denne sæson forsøge at udføre det kunststykke, som hidtil har vist sig at være umuligt for nogen klub, nemlig at genvinde Champions League.

Turneringen blev indført fra 1992/93-sæsonen, hvor den afløste Europa Cuppen for mesterhold.

I den anden kamp i gruppen vandt tyske Bayer Leverkusen 4-1 hjemme over Bate Borisov fra Hviderusland.

/ritzau/