Venstre: Skatteministeren må lukke hul i loven

Skrevet af admin

12/02/2015

Mest læste i dag

Det er direkte tosset, at Skat har mulighed for at finde frem til udenlandske e-handel- firmaer, der ikke betaler dansk moms, men ikke må bruge oplysningerne på grund af en mangelfuld skattelovgivning.

Det mener Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen, der kalder situationen "molboagtig".

- Når det er oplysninger Skat kan få, men ikke må bruge på grund af en lovteknikalitet, så er det da helt oplagt at få ændret det, siger han.

I det hele taget bør der tages skridt til at få lukket det hul, der i dag gør, at udenlandske firmaer unddrager den danske statskasse momsindbetalinger for op mod 700 millioner kroner årligt, siger skatteordføreren.

- Derfor har vi også flere gange kaldt de skiftende skatteministre i samråd for at få bedre styr på de udenlandske firmaer, der skal betale moms i Danmark. Men det er bare som om, der ikke rigtig er sket noget, siger han.

Ud over statskassen går de manglende momsmillioner også ud over danske virksomheder, der sælger varer på internettet. For når det udenlandske firma ikke betaler den danske moms, men i stedet en lavere sats i hjemlandet, så er det ifølge Venstre konkurrenceforvridende.

- Det er et oplagt problem, for så kan det udenlandske firma jo udbyde den samme vare til en lavere pris, siger Torsten Schack Pedersen.

/ritzau/