Vestas-båd satser på comeback i juni

Skrevet af admin

02/01/2015

Mest læste i dag

Team Vestas Wind satser på at være tilbage i havkapsejladsen Volvo Ocean Race i en nybygget båd i juni.

Det meddeler det danske team i en pressemeddelelse.

29. november sidste år under anden etape sejlede den danske båd på et rev i Det Indiske Ocean. Den ni mand store besætning blev reddet i land på en nærliggende ø.

- Vi fik båden tilbage fra revet i en bedre stand, end vi troede muligt. Der er store dele af dækket, som kan genbruges - 70 til 80 procent - samt en del andre komponenter.

- Vi genbygger vores båd, som vi genbygger vores håb og drømme, siger bådens australske skipper Chris Nicholson.

Starten på Volvo Ocean Race gik 4. oktober 2014 i Spanien. Efter næsten 39.000 sømil og anløb i 11 havne verden over slutter kapsejladsen i Göteborg 27. juni 2015.

Team Vestas Wind håber på at være tilbage til starten af ottende etape 7. juni i Lissabon.

/ritzau/