Vestas henter stor mexicansk ordre

Der er i forvejen godt gang i ordrebøgerne hos den danske vindmølleproducent Vestas, som nu kan glæde sig over endnu en ordre - denne gang på 149 megawatt (MW) i Mexico.

Det fortæller selskabet i en meddelelse til fondsbørsen fredag morgen.

Vestas skal levere 45 styk V117-3,3 MW-møller til det såkaldte Tres Mesas-projekt, og kunden er Éolica Tres Mesas, S. de R.L. de C.V., skriver Ritzau Finans.

Det er ventet, at leveringen af møllerne påbegyndes i første kvartal af 2016.

Aftalen inkluderer levering, installation og idriftsættelse, og med i pakken er også en tiårig serviceaftale i kategorien AOM 5000, der er Vestas' dyreste af slagsen.

Med ordren er Vestas oppe på en samlet ordreindgang på 2502 MW indtil nu i 2015.

Den nye ordre kommer, efter at Vestas i onsdags fremlagde et stærkt regnskab for første kvartal af 2015.

I perioden har selskabet løftet sin omsætning til 1519 millioner euro fra 1283 millioner euro - langt over forventningen blandt analytikerne, der ifølge Ritzau Estimates havde regnet med en toplinje på 1345 millioner euro.

Driftsresultatet var næsten dobbelt så godt som ventet, da det i første kvartal steg til 79 millioner euro mod ventet 43,5 millioner euro.

I fredagens tidlige handel blæser vindmølleaktien op med 1,8 procent til 332,6 kroner, hvilket gør den til en af de mest stigende aktier blandt eliteaktierne i C20 Cap-indekset.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

 

 

Dagens Gossip