Vestforbrænding i Glostrup havde i går samlet borgmestre, byrådsmedlemmer og embedsfolk fra kommunerne. De talte om, hvad regeringens ressourcestrategi vil betyde i praksis – og de var enige om et højere ambitionsniveau.
- Vi sætter overliggeren noget højere end miljøministeren, siger bestyrelsesformand Ove E. Dalsgaard og fortsætter:
- I flere af Vestforbrændings ejerkommuner vil de nye tiltag, der allerede er besluttet og sat i gang, være nok til at nå Ressourcestrategiens mål for genbrug af husholdningsaffald, når kommunerne allerede har nået 47 procent i gennemsnit, sådan som vi beregner genbrugsprocenten.
Derfor arbejder Vestforbrænding og de 19 kommuner videre på at komme op mod 60 procent genbrug i 2022 og stadig have plads til at producere energi.
- Vi skal vænne os til at sortere vores affald stadig mere, sådan som også Ressourcestrategien lægger op til, siger Ove E. Dalsgaard.
Vestforbrænding og kommunerne vil sikre mere og bedre samarbejde på tværs af brancher, instanser, kommune- og landegrænser og have gang i en grøn omstilling, der etablerer nye arbejdspladser i ressourcebranchen.