Wammen: Derfor skal FE kunne aflytte uden retskendelse

Skrevet af admin

20/02/2015

Mest læste i dag

Et vidtgående forslag, der åbner en risiko for misbrug og unødig aflytning af danskere i udlandet.

Sådan har kritikken fra flere eksperter lydt, efter at regeringen torsdag fremlagde sit udspil til en ny terrorpakke, hvor man blandt andet vil give Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, mulighed for at aflytte danskere i udlandet uden retskendelse.

Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) står dog fast på, at forslaget er nødvendigt. Det siger han forud for det første møde blandt partierne bag forsvarsforliget, der er indkaldt for at forhandle om regeringens udspil til en ny antiterrorpakke:

- Jeg mener, at det er nødvendige redskaber, for at vi kan beskytte os mod den trussel, der kan være fra mennesker, som er taget til Syrien for at få våbentræning. De kan måske planlægge ting mod Danmark eller andre lande.

Spørgsmål: Hvorfor kræver I ikke, at FE skal have en dommerkendelse, som eksempelvis PET skal?

- Vi vil gerne kunne følge dem, der tager til Syrien for at træne med ISIL (et andet navn for Islamisk Stat, red.) eller for at deltage i kampene, på et tidligere tidspunkt end man normalt vil gøre med en dommerkendelse.

- Det er vigtigt for at passe på Danmark, at Forsvarets Efterretningstjeneste får den mulighed.

Spørgsmål: Hvorfor så ikke give samme mulighed til PET?

- Hvis der sidder to syrere og planlægger terror mod eksempelvis Danmark, så må Forsvarets Efterretningstjeneste godt lytte med, som reglerne er i dag.

- Men hvis det er en syrer og en dansker, der sidder og taler om nøjagtigt de samme ting, så må Forsvarets Efterretningstjeneste som udgangspunkt ikke lytte med. Og det vil vi lave om på af hensyn til Danmarks sikkerhed.

Spørgsmål: Kan du garantere, at der ikke vil være nogen personer, som vil få krænket deres retssikkerhed?

- Vi vil følge det her meget nøje. Derfor vil det i hvert enkelt tilfælde være chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, der skal godkende det.

- Derefter vil man orientere tilsynet med efterretningstjenesterne, hvor der sidder en landsdommer i spidsen. Så det kommer til at foregå på en god og betryggende måde. Samtidig med at vi får et stærkere værn til at beskytte Danmark mod terror, siger Nicolai Wammen.

/ritzau/