Web-tv: Unge i benhård træning til et fritidsjob

De er i hård træning. Dog ikke af fysisk karaktér. Men ti unge fra Erhvervsskolen Nordsjælland har fået finpudset deres færdigheder indenfor kunsten at klare sig igennem en jobsamtale – forhåbentlig med en job ventende på den anden side.

Forberedelserne består blandt andet i at forstå, hvad arbejdsgiverne lægger vægt på.

- Før bootcampen var jeg stresset. Man bliver lidt bange for at gå til jobsamtale, men nu vil jeg føle mig meget mere tryg, når jeg sidder til en jobsamtale, siger Ali Maanaki, en af de unge kursusdeltager, der har siddet ansigt til ansigt med nogle rigtige arbejdsgivere, der ansætter nye medarbejdere til daglig.

På bootcampen fungerer de som de unges mentorer.

Job-bootcampen er en del af Projekt Dygtige Unge, der skal klæde unge på til et fritidsjob. Ifølge en rapport fra september lavet af Foreningen Nydansker i samarbejde med det Kriminalpræventive Råd og Center for Socialt Ansvar er et fritidsjob nemlig løsningen på rigtig mange problemer.

Den peger på, at unge med forældre med lav tilknytning til arbejdsmarkedet gennem et fritidsjob får lettere ved at bryde den sociale arv, og at fritidsjob har en tydelig positiv effekt på senere uddannelse og beskæftigelse.

- Et fritidsjob er for de fleste unges indgang til arbejdsmarkedet. Her lærer de, hvordan det foregår, og hvordan man opfører sig på arbejdsmarkedet. Derfor er det enormt vigtigt, at de bliver klar til både at søge og passe et fritidsjob. Det er det, vi prøver at give dem med hjem her fra bootcampen, siger Lars Trap Olsen fra Foreningen Nydansker.

Mere tillid til jobsamtalen

Projektet laves i samarbejde med Q8, der stiller med seks forretningschefer som mentorer for de unge.

- Det vi håber på er at få nogle unge mennesker ud, der har en større tillid. Og som tør prøve nogle ting. Og som ikke sætter sig fast, fordi tingene er svære, forklarer Tommy Diwas-Nielsen, der er en af mentorerne fra Q8.

Målet med projektet er dog ikke, at de unge i bootcampen nødvendigvis skal have et fritidsjob på en servicestation. I første omgang skal de blive mere selvsikre og ansvarsbevidste.

Af Make Sense.

 

Dagens Gossip