Williams vinder French Open efter dramatisk finale

Serena Williams kan for tredje gang i karrieren kalde sig French Open-mester, men den sygdomssvækkede verdensetter måtte slide hårdt for sejren i lørdagens dramatiske finale mod den tjekkiske outsider Lucie Safarova.

Williams vandt kampen i tre sæt med 6-3, 6-7, 6-2, men hun var i store problemer undervejs i et opgør, hvor spillerne skiftedes til at have overtaget.

Amerikaneren så ud til at cruise mod sejren, da hun efter to servegennembrud førte 4-1 i andet sæt, men pludselig vendte kampen, og Safarova havde storfavoritten alvorligt i tovene.

På forhånd var der sået tvivl om Serena Williams' helbred, efter at hun var syg i semifinalen i torsdags, ligesom hun fredag måtte aflyse både træning og pressekonference for i stedet at blive under dynen.

Men da først finalen kom i gang, lignede Williams sig selv, og hun tog straks initiativet med sine velkendte tunge grundslag.

Et enkelt servegennembrud var nok i første sæt, som blev vundet med 6-3 på godt en halv time.

Williams fortsatte stilen i starten af andet sæt, men bagud 1-4 slap Safarova endelig håndbremsen og spillede atter så ubekymret som tidligere i turneringen.

I et imponerende comeback udlignede hun til 4-4, og da hun for alvor havde ryggen mod muren ved 5-6, brød hun for tredje gang amerikanerens serv og vandt den efterfølgende tiebreak.

Safarova red videre på bølgen i tredje sæt og brød omgående Williams' serv, men med en kraftanstrengelse kom verdensetteren tilbage og vandt seks partier i træk og dermed sættet 6-2.

Sejren er Serena Williams' tredje i den parisiske grusturnering, som hun også vandt i 2002 og 2013.

I alt er den 33-årige amerikaner nu oppe på imponerende 20 grand slam-titler og godt på vej til at indhente Steffi Graf, der er historiens næstmest vindende i grand slam-sammenhæng med i 22 titler.

Helt i front på den evige hitliste finder man australieren Margaret Court, der vandt 24 af de eftertragtede turneringer mellem 1960 og 1973.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

 

 

Dagens Gossip