X Factor-finalisterne afslører: Det var vildt

- At optræde live foran 20.000 mennesker på Rådhuspladsen.

Sådan lyder svaret, når man spørger de to medlemmer af gruppen Anthony Jasmin, hvad der har været deres største oplevelse i X Factor indtil nu.

Sammen med de to øvrige X Factor-finalister gav de koncert på Rådhuspladsen i København mandag aften.

- Da vi først havde været oppe og synge én gang, ville vi bare derop igen. Den følelse, man får, når man står og optræder foran så mange mennesker, tror jeg, man kan blive helt afhængig af, siger Anthony fra duoen Anthony Jasmin til Newspaq.

For den unge solist Henriette Haubjerg er der heller ikke meget, der kan måle sig med koncerten på Rådhuspladsen, når hun bliver spurgt, hvad der har været det vildeste ved at være med i X Factor.

Det skulle da lige være at møde den engelske sanger John Newman, da han gæstede programmet tidligere på måneden.

- Ham havde jeg ikke lige regnet med at møde. Det var super fedt. Han har jo været i branchen i lang tid, så det var meget interessant og lærerigt at snakke med ham, siger Henriette Haubjerg.

Hun har imidlertid bemærket, at det med at møde kendte mennesker ikke helt er det samme længere, som før hun kom med i X Factor.

- Før ville jeg bare være sådan helt oppe og køre, hvis jeg så en kendt. Nu tror jeg ikke engang, jeg ville være særlig imponeret, hvis jeg mødte Justin Bieber, siger hun.

- Det er nok fordi, jeg har været så meget sammen med Lina (mentor i X Factor Lina Rafn red.), tilføjer hun.

For Lucy Mardou, der er solist i den voksne kategori, har det mest overraskende ved X Factor-forløbet været, i hvor høj grad hun faktisk har fået lov til bare at være sig selv.

- Jeg havde nok forventet, at der ville være mere bestemte krav til, hvordan jeg skulle opføre mig og optræde på scenen. Men der er slet ingen, der har forsøgt at putte noget ned over hovedet på mig, og det er jeg virkelig glad for, siger hun.

Fredag skal de tre finalister for sidste gang på scenen og dyste om, hvem der bliver årets X Factor-vinder 2014. Showet sendes direkte kl. 20.00 på DR1.

Newspaq

 

Dagens Gossip