Fire børn og en voksen omkom ved villabrand i Nakskov

Skrevet af admin

31/01/2015

Mest læste i dag

Fredag aften omkom fem personer, da en villa brændte på Mosevej i Nakskov. Der er tale fire mindreårige børn og en voksen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Branden var så omfattende og bredte sig så hurtigt, at det ikke var muligt at redde de fem, der befandt sig på 1. sal i villaen, som er et ældre rødstenshus.

De fem omkomne er ikke identificeret, men politiet har en formodning om deres identitet.

- Vi har en formodning om hvem, de omkomne er, men vi kan ikke melde noget ud om det, før vi har fået dem identificeret, siger Søren Ravn-Nielsen, der er vicepolitiinspektør ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Yderligere en person blev forbrændt ved den voldsomme brand og er indlagt på hospitalet.

- Vedkommende har pådraget sig nogle brandskader, men er udenfor livsfare. Den pågældende har en vis relation til stedet, men vi kan ikke sige mere om det i øjeblikket. Vi er stadig i gang med efterforskningen, siger Søren Ravn-Nielsen.

Politiet efterforsker brandstedet sammen med brandteknikere og retsmedicinere.

Efterforskningen skal kortlægge, hvad der var årsag til branden. Teknikerne måtte vente, indtil temperaturen faldt i det stærkt brandskadede hus.

Intet peger foreløbig på en forbrydelse.

- Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at det er en forbrydelse. Men heller ikke det, kan vi sige noget om, før undersøgelserne er færdige.

- Der kan godt gå noget tid, før vi kan oplyse mere om branden og dens konsekvenser, siger Søren Ravn-Nielsen.

/ritzau/