Flydata bekræfter: Højde på dødsfly blev ændret manuelt

Skrevet af admin

27/03/2015

Mest læste i dag

Data fra den såkaldte transponder på passagerflyet fra Germanwings, som styrtede ned i Frankrig i tirsdags, viser, at nogen manuelt ændrede autopilotens højdeindstilling til mindre end 100 fod (30 meter).

Det oplyser FlightRadar24, som indsamler flydata over hele verden.

- Mellem klokken 09.30.52 og 09.30.55 kan vi se, at autopiloten blev manuelt ændret fra 38.000 fod til 100 fod, oplyser organisationen, der henviser til såkaldte GMT-tider.

- Ni sekunder senere begyndte flyet nedstigningen, sandsynligvis med en "åben nedstigning" aktiveret på autopiloten, lyder det videre.

Flyet fra Germanwings var lettet fra Barcelona lige før klokken 10 tirsdag formiddag med 150 mennesker om bord.

Det forsvandt fra radaren knap en time senere, inden flyet, der var af typen Airbus A320, blev knust mod en bjergside i de franske alper 165 kilometer nordøst for Marseille. Alle om bord blev dræbt.

Oplysningerne om transponderen, der giver signaler om flyets position og bevægelser, synes at bekræfte de oplysninger, som den franske anklagemyndighed præsenterede torsdag på grundlag af informationer fra den sorte boks.

Her hed det, at andenpiloten, den 27-årige Andreas Lubitz, manualt igangsatte nedstigningen, da han var alene i cockpittet. Da kaptajnen forsøgte at komme ind i cockpittet og hamrede løs på døren, reagerede Lubitz ikke.

Data har vist, at fra nedstigningen begyndte i 38.000 fod, indtil flyet ramte bjergsiden, gik der otte minutter. Flyet tabte for hvert minut en kilometers højde.

/ritzau/dpa