Nu er der 2,3 millioner personbiler på de danske veje

Skrevet af admin

20/03/2015

Mest læste i dag

Der kører flere end 2,3 millioner personbiler på de danske veje, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er fem gange så mange som i 1961. Og hvis man ser på de seneste fire år, er der kommet hele 165.900 flere personbiler i den danske trafik.

Det svarer til, at Danmark har fået over 40.000 ekstra biler om året.

En del af de mange nye biler kører på diesel. Siden 2011 er der kommet flere dieselbiler i trafikken i Danmark, og tre ud af 10 personbiler kører i dag på diesel. I dag kører der altså 37 procent flere dieselbiler på vejene end for bare fire år siden.

Elbilerne fylder stadig ganske lidt i statistikken, og der kører kun lidt over 2900 af de miljøvenlige køretøjer rundt om i Danmark.

Kun otte procent af alle personbiler hører til i erhvervslivet, og faktisk er der blevet længere mellem busser, lastbiler og varebiler siden 2011. Mens der i dag er 165.900 flere personbiler end for fire år siden, er der 45.200 færre erhvervskøretøjer.

Langt størstedelen af personbilerne i Danmark tilhører husholdningerne, og ni ud af 10 såkaldte parfamilier med børn har en bil. Danskernes foretrukne transportmiddel er uden tvivl bilen, som står for godt to tredjedele af danskernes transport.

Og Volkswagen, Ford, Toyota, Peugeot og Skoda er ifølge Danmarks Statistik de mest populære mærker, når danskerne køber ny bil.

Den gennemsnitlige personbil er 9,1 år gammel. Det er en smule mindre end for et år siden, men bilernes gennemsnitsalder har i en årrække ligget stabilt på lidt over ni år.

Ud over at der er kommet flere personbiler på de danske veje, er der også sket en stigning i antallet af motorcykler siden 2011, mens der er blevet færre 45-knallerter.

/ritzau/