Søren Kjeldsen fandt aldrig sit niveau i tredje runde

Golfspilleren Søren Kjeldsen blev fulgt rundt af horder af nysgerrige og håbefulde blikke fra første til 18. hul på tredjedagen af European Tour-turneringen Made in Denmark.

Men en score på to slag over par vidnede om, at Kjeldsen ikke var i sit es.

- Det var en svær dag for mig. Jeg fandt aldrig rigtig niveauet. Det var sådan lidt over hele linjen, så det er lidt ærgerligt. Men jeg må kigge på, hvad der skete og så lære noget af det, siger han.

På allersidste slag kom dagens optur imidlertid for Kjeldsen. Han puttede bolden i hul fra lang afstand og sikrede en birdie, der pyntede på det samlede regnskab og giver ham håb.

- Birdien på sidste hul giver mig lidt håb, selv om jeg selvfølgelig er et godt stykke væk.

- I morgen står jeg måske med et smil på efter en god runde, og så kan man måske kigge tilbage på et put som det der. Hvem ved? Jeg tager det som et tegn på, at der er noget godt i vente, siger Søren Kjeldsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip