Selv sexologen blev overrasket: Hver femte har været i et åbent forhold

Foto: Shutterstock

Det åbne parforhold har været flittigt diskuteret i diverse medier. Blandt andet med en dokumentar på DR, radiosendetid og flere artikler i diverse aviser og magasiner. Alligevel kommer det som en overraskelse for sexolog Maj Wismann, at hvert femte har levet i et åbent parforhold.

For nyligt landede resultaterne fra hhv. en amerikansk og en canadisk undersøgelse på sexolog og parterapeut Maj Wismanns bord – og hun blev mildest talt overrasket over konklusionerne. For ifølge de to uafhængige undersøgelser havde hele 20% af de adspurgte prøvet at være i et åbent parforhold. Det svarer til, at hver femte person i din omgangskreds faktisk har prøvet at være en del af et åbent parforhold.

”Lige da jeg så konklusionerne, blev jeg meget overrasket. Jeg syntes, det var mange mennesker. Men så alligevel … Et åbent parforhold kan jo være mange ting, og når det kommer til stykket, stemmer konklusionerne faktisk meget godt overens med det, jeg selv oplever, at folk kommer med i min praksis,” fortæller Maj Wismann til Dagens.dk

Det er ikke altid enten/eller

Der findes mange myter om et åbent parforhold. En af det største er nok den, at man i et åbent parforhold har lov til at have sex med alt og alle. Men det er langt fra tilfældet, fortæller Maj Wismann.

”Et åbent parforhold kan være rigtig mange ting. I undersøgelserne tager de udgangspunkt i, at det er et forhold, hvor begge parter accepterer og anerkender, at den anden kan have en eller anden form for romantisk omgang med andre. Det kan være flirt, hede sms’er, kys og selvfølgelig også sex, men bestemt ikke altid.”

Af samme årsag bryder jeg mig faktisk ikke så meget om, at man stiller det op, som om man enten er i et lukket eller i et åbent forhold, for der er så mange nuancer derimellem. Vores individuelle grænser for, hvad der er i orden og ikke i orden i forhold til f.eks. at flirte med andre er ofte meget mere forskellige, end vi tror.”

Læs også

Kommende brud raser over vielsesring: Jeg vil ikke have den lille lorte-ring

 

Nyt krydderi

Nogle af de ting, som Maj Wismann selv oplever i sin praksis er, at der er kommet en større nysgerrighed på fornyelse og inspiration i parforholdet.

”Jeg tænker, det også er derfor, at sexlegetøjs-industrien har kronede dage. Vores sexliv betyder rigtig meget for os, og det er vi blevet mere og mere bevidst om – måske også hjulpet godt på vej af medierne, der skriver langt mere åbent om det end førhen. Men jeg oplever ikke, at det handler om, at vi elsker hinanden mindre. Tværtimod. Vi er bare blevet mere bevidst om, at det jo også ville være kedeligt at spise det samme til aftensmad hver eneste aften hele livet - også selvom det var ens livret – og derfor skal der nogle gange introduceres nye krydderier. For nogen kan et åbent parforhold i et eller andet omfang sagtens være løsningen.”

Maj Wismann understreger dog, at hvis man selv ønsker at tage hul på et åbent parforhold, så skal man forvente, at det bliver noget af en fælles udviklingsrejse.

”Vi er jo inde og røre ved en masse af de helt store følelser som jalousi, selvværd, usikkerhed osv., og det betyder, at hvis man har et ønske om at åbne mere op for sit parforhold, så skal det ske med en stor gensidig respekt og forståelse – og man skal være parat til at tage sig tid til alle de snakke, der ofte vil følge med. At åbne et parforhold op er et kæmpe selvudviklingsarbejde, og det er vigtigt at man er sammen om det hele vejen i gennem.”

Ikke for alle

Selvom et åbent parforhold måske kan være det krydderi, som nogen leder efter, så er det dog vigtigt for Maj Wismann at understrege, at åbne parforhold langt fra er for alle – og selvom hver femte ifølge undersøgelserne har prøvet det, er det ikke det samme som, at hver femte af alle forhold er åbne.

”Hvis man alligevel selv er nysgerrig på et åbent parforhold, så start med at tage en snak med din partner omkring det. Find måske nogle steder på nettet, hvor I sammen kan udforske, hvad det betyder og hvordan andre gør det, og tal så åbent om, hvordan jeres egne rammer skal være. Hvor jeres grænser skal gå. - Og husk så respekten og åbenheden. Vi er inde på et område, hvor man nemt kan føle sig såret eller tilsidesat, så det er vigtigt, at man hele tiden betragter det som noget, man gør sammen – som en del af det fælles forhold, man ønsker at bevare.”

Foto: Anne Kring - http://www.annekring.dk

Om Maj Wismann

Wismann er uddannet klinisk sexolog og forskningsbaseret parterapeut. Hun har haft egen praksis siden 2006 og specialiseret sig i manglende sexlyst, bearbejdning af utroskab samt jalousi og bl.a. hjulpet tusindvis af danskere med at få sexlysten tilbage via hendes online programmer.

Download syv online kurser kvit og frit om parforhold, utroskab, lyst, jalousi mm.

Top partnere


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

Dagens Gossip