Top 5 rangeringsfaktorer på Google i 2021

Skrevet af Valdemar Lind

01/06/2021
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Google har for længst fået titlen som verdens mest populære søgemaskine. Der er dog stadig ingen andre end Google selv, som med 100 procents sikkerhed ved, hvordan algoritmerne fungerer.

Mest læste i dag

Der findes i alt over 200 rangeringsfaktorer, men vi har samlet de 5 vigtigste af dem her. Læs med, hvis din hjemmeside skal have en chance for at blive vist i toppen af søgeresultaterne hos verdens mest komplicerede søgemaskine.

1.Indhold af høj kvalitet

Det allervigtigste er at huske, at du skriver til et menneske – og ikke til Googles robotter. Derfor skal dit indhold være af høj kvalitet. Med høj kvalitet menes der, at dit indhold er lavet for at skabe værdi for brugeren og ikke bare tiltrække trafik.

Dit indhold skal også gerne være engagerende og opfordre til videre handling. Hvis du kan få dem til at udfylde en kontaktformular, tilmelde sig et nyhedsbrev eller endda købe et produkt, er det ikke kun godt for din forretning, men også for dine placeringer, fordi det fortæller Google noget om, at dit indhold er relevant for brugerne.

Desuden skal dine tekster være af en vis længde, før Google vurderer, at det er af høj kvalitet. Sørg også for, at dit indhold er aktuelt og up-to-date. Det sender nemlig et signal til Google om, at din side er opdateret, og opdaterede hjemmesider bliver belønnet med højere placeringer.

2.Backlinks

Når andre hjemmesider linker tilbage til din, kaldes det et backlink. Backlinks er den næstvigtigste rangeringsfaktor på Google.

Først og fremmest er backlinket vigtigt, fordi din hjemmeside på den måde kan blive fundet af Googles robotter, hvis den er ny og stadig ukendt for Google.  

Backlinks kan selvfølgelig også skabe værdifuld trafik til din hjemmeside. Og relevant trafik kan som sagt både være god for din forretning samt påvirke din placering, fordi det giver Google et peg om, at din hjemmeside er af god kvalitet.

Men vigtigst af alt er, at det fungerer som en form for blåstempling af din hjemmeside, når andre linker til dig. Og dét kan få din placering til at stige. Jo bedre og mere relevante hjemmesider, du får backlinks fra, jo bedre vil du rangere i søgeresultaterne.

3.Søgeintention

Googles vigtigste mission er at levere de mest relevante resultater, når brugerne foretager en Google-søgning. Og her kommer Search Intent (eller søgeintention på dansk) ind i billedet.

Jo bedre Google forstår intentionen bag søgefrasen, jo bedre ved den, hvilke resultater, der skal vises.  Derfor skal du sørge for at søgemaskineoptimere dit indhold, så det matcher brugernes forespørgsler.

En af Googles nyere algoritmeopdateringer (BERT fra 2019) går lige præcis ud på bedre at kunne forstå konteksten og hele intentionen bag brugerens søgning. Dermed er Google blevet endnu stærkere i at vise relevante resultater for brugerne.

4.Hastighed

Uanset hvor godt indhold og hvor gode links, du har, kan du ikke opnå gode placeringer, hvis din side er længe om at loade. Din hjemmeside skal nemlig give en god brugeroplevelse på alle parametre - også på teknisk performance.

Derfor er din hjemmesides hastighed den fjerdevigtigste faktor for at ligge højt i søgeresultater. Hurtige hjemmesider bliver belønnet med højere placeringer og omvendt.

Du kan finde et hav af online værktøjer til at tjekke, hvor hurtigt dit website loader. Sammen med resultatet får du n liste over mulige forbedringer. Du kan også se, hvordan din hjemmeside klarer den fra en desktop og fra mobilen, som er det, det sidste punkt handler om.

5.Mobilvenlighed

En hjemmeside, der loader hurtigt, er som tidligere nævnt en rangeringsfaktor for Google. Men det er mindst lige så vigtigt, at din hjemmeside er brugervenlig, hvis man er på fra en mobil enhed, som f.eks. tablet eller smartphone. Det skyldes, at mindst 90 % af verdens internetbrugere benytter mobilen til at gå på nettet.

Siden Googles Mobile First-algoritmeopdatering i 2019, har mobilvenligheden været en væsentlig rangeringsfaktor blandt hjemmesider. Mobile First betyder, at Google ikke længere indekserer en hjemmeside ud fra dens desktop-version, men derimod ud fra mobiludgaven.

At dit site er mobiltilpasset betyder bl.a., at dit design er responsivt, så det tilpasses alle skærmstørrelser, at man nemt kan navigere rundt og læse uden at skulle zoome.