At være nyuddannet journalist og alenemor var ikke to ting, der passede særligt godt sammen midt i 70'erne. Uheldigvis var det lige netop de to ting, Mette Fugl var: nyuddannet, ambitiøs journalist med store karrieredrømme og sønnen Andreas i børnehavealderen. Det skriver avisen.dk.
- Det var utroligt svært at være enlig mor og ville gøre karriere, og det er smerteligt at tænke tilbage på, hvordan jeg løste det dengang, siger den tidligere korrespondent.
- Da jeg arbejdede på Dagbladet Information, var der virkelig ikke nogen kære mor over for enlige mødre. Det skete, at jeg sendte en taxa over i børnehaven efter min søn, og lod taxaen køre rundt om blokken, indtil jeg var færdig med mit arbejde. At jeg overhovedet kunne finde på det. Det sidder som evigt smertende stikflammer i kroppen på mig.
Mette Fugl mener, at hendes valg dengang blev taget ud fra, at hun var meget ung og ikke stærk nok til at at sige fra, så hun kunne nå børnehaven inden lukketid.
- Jeg ser også mine oplevelser som et bidrag til den debat, der er for tiden om, hvor svært børnefamilierne har det, og hvor man kan høre nogen sige: 'Hold op med at pive'.. Jeg ved, det er svært for børnefamilierne at få det hele til at hænge sammen.