Behandler folk dig anderledes, når du har mere makeup på?

Skrevet af Ronja Ryde

03/05/2014

Dagens topnyheder

En omgang make-up i ansigtet kan måske få dig til at have det lidt bedre med dig selv - men ændrer det også måden, andre ser dig på?

Det har en kvindelig blogger på modesitet Bustle sat sig for at finde ud af.

- Første gang, min kæreste så mig uden make-up, spurgte han mig, om jeg var syg. Den stakkels fyr havde kun datet mig i et par uger, og troede, poserne under mine øjne og den ujævne hud var symptomer på en farlig sygdom, indleder Brinton Parker sit blogindlæg.

I dag, seks år senere, sker det sjældent, at kæresten får lov at se Brinton Parker med den daglige krigsmaling i ansigtet, og han komplimenterer hende ofte for, hvor smuk hun er uden make-up.

Men kærestens reaktion havde alligevel gjort den unge blogger nysgerrig. Derfor besluttede hun sig for at finde ud af, hvor forskelligt andre reagerer på mængden af den sminke, man smører i ansigtet.

Hen over tre dage gik Brinton Parker i skole med tre forskellige make-up-‘niveauer’, lige fra ingenting til et tykt lag.

Og de reaktioner, hun fik, var rimelig forudsigelige.

En person spurgte hende på make-up-fri mandag, om hun havde haft en særligt hård weekend. Og om fredagen, hvor hun rigtig var gået til den med foundation, mascara og eyeliner, blev hun spurgt, om hun var på vej til fest.

Det, der overraskede Brinton Parker mest, var, at så mange faktisk helt konsekvent spurgte til hendes make-up.

Men i stedet for at blive forarget over, at hendes ansigt blev genstand for så mange kommentarer, gik Brinton Parker optimistisk fra sin lille undersøgelse.

- Folk vil gerne høre sig selv snakke, så de kommenterer  på mit ansigt, mit hår og mit tøj, men i bund og grund er det bare ord, skriver hun.