Kosmetik til børn er en tikkende hormonbombe

Skrevet af admin

10/05/2014

Dagens topnyheder

Et stort antal af de danske børn benytter kosmetik og plejeprodukter som en fast del af hverdagen. Flere af produkterne viser sig dog at indeholde stoffer, som EU direkte advarer i mod.

Det fremgår af en undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk har lavet som en del af kampagnen Giftfri Barndom.

I undersøgelsen har Forbrugerrådet Tænk været på indkøb og fundet 27 produkter, der indeholder et eller flere af de stoffer på EU's liste, som har vist hormonforstyrrende effekter i dyreforsøg.

- Om man kan lide det eller ej, så er kosmetik og personlig pleje en stor del af pigers liv allerede fra omkring 10-års alderen, siger Claus Jørgensen, seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk, i en pressemeddelelse.

- Desværre viser vores indkøb, at børn risikerer at blive udsat for potentielt hormonforstyrrende stoffer, fortsætter han.

Seniorrådgiveren nævner, at de stoffer, der er fundet i de 27 kosmetikprodukter, alle har vist hormonforstyrrende effekter i dyr.

- Vi synes, at det er helt forkert, at de bliver anvendt i kosmetik, som børn for eksempel smører ind i huden, understreger Claus Jørgensen.

Forbrugerrådet Tænk foreslår, at stofferne på EU's liste forbydes i forbrugerprodukter, så usikkerheden om, hvorvidt stofferne virker hormonforstyrrende på mennesker, kommer forbrugerne til gode.

Det forslag møder opbakning hos Margrete Auken (SF), medlem af Europa-Parlamentet og SF’s spidskandidat til EU-valget. Hun kræver et fuldt stop for hormonkemi i alle produkter samt skrappere kontrolkrav og bødestraffe.

- Der gambles med helt almindelige menneskers helbred, når vi tillader industrien at bruge hormonforstyrrende stoffer i blandt andet kosmetik, mademballage og legetøj. Hormonkemi er en tikkende bombe under vores sundhed, siger Margrete Auken.

- Vi skal beskytte børn og gravide fra den farlige kemi – ikke industriens ret til at bruge dem som forsøgsdyr i profittens navn, tilføjer hun.

Forbrugerne opfordres til at tjekke deres børns kosmetik og melde det ind til Forbrugerrådet Tænk, hvis det indeholder et eller flere af de 17 stoffer på EU's liste.

Herefter vil Forbrugerrådet Tænk kontakte producenten og opfordre til at få udfaset de enkelte stoffer.

/ritzau/