Bornholm sender spareforslag i høring: Skift badet ud med vådeservietter

Skrevet af Kristine Bugbee

10/04/2018
Arkivfoto.
Arkivfoto.
Bornholm kan spare 800.000 kroner om året ved at lade ældre komme i bad hver 14. dag og bruge vådeservietter for resten.

Dagens topnyheder

Bornholms Regionskommune skal spare 10 millioner kroner på ældreområdet, hvilket uundgåeligt kommer til at betyde mærkbare ændringer i hverdagen for de ældre, hvis en række spareforslag bliver stemt igennem. Det skriver TV 2.

Embedsmænd har i alt afleveret 13 konkrete forslag til besparelser på ældreområdet til kommunens politikere, som har valgt at sende dem alle i høring.

Et af forslagene går ud på at lade de ældre komme i bad hver 14. dag i stedet for en gang om ugen. Mellem de to bade om måneden skal der i stedet bruges vådeservietter til at holde hygiejnen ved lige.

Et andet forslag går ud på, at ældre får gjort rent i hjemmet hver tredje uge i stedet for hver 14. dag.

Fælles for alle forslagene er, at der bliver skåret i antallet af minutter, de ældre modtager plejer. Dermed kan Bornholms Regionskommune spare store summer.

Hvis antallet af bade bliver halveret, vil kommunen spare syv minutter per ældre borger hver 14. dag, hvilket giver en årlig besparelse på 800.000 kroner.

Men Ældre Sagen har ikke meget fidus til striben af forslag fra embedsmændene. Faktisk bliver de betegnet som noget af det værste, foreningen har hørt om.

 - Jeg synes, at de fortjener en daglig levevis, der ligner det, vi andre får. Hvis du og jeg skulle nøjes med et bad hver anden uge, så tror jeg, vi ville synes, at det var decideret ulækkert, siger Michael Teit Nielsen, der er vicedirektør i Ældre Sagen, til TV 2.

Alle forslagene er blevet sendt i høring, men Bornholms Regionskommunes politikere understreger over for TV 2, at der endnu ikke er taget stilling til indholdet.

- Vi har ikke taget stilling til forslagene. Vi har netop valgt at sende hele dette katalog til høring, og så får vi kommentarer. Det har jeg meget brug for, siger Bjarne Kirkegaard, der er formand for Sundhedsudvalget i Bornholms Regionskommune, til TV 2.

Siden 2009 er der på landsplan sket et fald på 20 procent i hjemmehjælpstimer til ældre over 65 år.

Ung kvinde købte dynejakke på nettet - men det kom hun hurtigt til at fortryde