Gravid, gift og mor til ét barn: Nu skal hun hænges for at være kristen

27-årige Mariam Yahia Ibrahim Ishag har forklaret det sudanske retssystem, at hun er vokset op i den kristne tro. Men det tror de ikke på.

Det skriver Aljazeera.com.

Ifølge Mariam Ishag selv har hun været kristen hele sit liv, fordi hendes mor var kristen, og har opdraget hende til at være det samme.

Men den 27-årige kvindes far var muslim, og det får retten til at holde på, at hun også må have været det engang.

Mariam Ishag er gift og har et barn med en kristen mand. Derfor mener den sudanske ret, at hun i den forbindelse er konverteret fra islam til kristendommen.

Derfor er hun nu blevet dømt til døden ved hængning.

Desuden er hun blevet idømt 100 piskeslag for utroskab.

Den 27-årige kvinde, der er gravid i ottende måned, reagerede ifølge Aljazeera.com uden at vise tegn på følelser, da hun fik sin dom.

- Jeg er kristen, og jeg har aldrig begået apostasi, sagde hun angiveligt.

Mariam Ishag er stærk i sin tro og er overbevist om, at hun vil slippe for sin hårde dom i sidste ende.