Livsfarligt peanutbutter koster direktør 28 års fængsel

Skrevet af admin

22/09/2015

Dagens topnyheder

En tidligere ejer af en amerikansk peanutbutter-virksomhed skal tilbringe de næste 28 år bag lås og slå.

Stewart Parnell blev mandag idømt den lange fængselsstraf i forbindelse med en sag om fødevareforgiftning, som sættes i forbindelse med ni dødsfald.

Yderligere 714 mennesker i 46 delstater blev syge efter at have indtaget produkterne.

Det skriver Reuters.

Som ejer og chef for Peanut Corporation of America blev Stewart Parnell sammen med sin bror, der også var involveret i virksomheden, i 2014 kendt skyldig i at have solgt partier af salmonellainficeret peanutbutter i 2007.

Mandag blev straffen så fastsat ved en domstol i Albany i delstaten Georgia. Broren Michael Parnell skal 20 år i fængsel, mens en tidligere kvalitetschef blev idømt en straf på fem års fængsel.

- Det her har været et syv år langt mareridt for mig og min familie. Jeg er virkelig ked af, hvad der skete, sagde den 61-årige Stewart Parnell inden strafudmålingen blev læst op.

De to brødre var ifølge tiltalen klar over, at produkterne var sundhedsfarlige, men det afholdt dem ikke fra at sælge dem.

Under et kontrolbesøg fra fødevaremyndighederne blev det afsløret, at peanutvirksomhedens fabrik i Blakely, Georgia, ikke opfyldte kravene om renhed og hygiejne, skriver CNN.

Det førte i første omgang til en af de største tilbagekaldelser af fødevarer nogensinde i USA, og tvang senere virksomheden til at indgive en konkurserklæring.

Fødevareinspektørerne fandt blandt andet kakerlakker, rotter, mug og afføring fra fugle på fabrikken. Der var også huller i taget.

- Vores regering lader til at have sendt en klar besked: Hvis du forgifter dine kunder, kan det ende med en fængselsstraf, sagde advokat Bill Marler som repræsentant for adskillige af ofrene i forbindelse med, at Stewart Parnell sidste år blev dømt skyldig i 72 anklagepunkter.

Blandt anklagemyndighedens mange belastende beviser var en e-mail fra Parnell til en fabrikschef om de forgiftede produkter: "Bare send dem af sted", lød beskeden fra chefen.

Salmonella er den hyppigste årsag til madforgiftning i USA. Hvert år bliver omkring 1,4 millioner mennesker syge på grund de sundhedsfarlige bakterier.

/ritzau/