18-årig kvinde fra Herning fik kørekort i fredags - og mistede det lørdag

Skrevet af Emil Ryttergaard

16/01/2017
Foto: Polfoto
Foto: Polfoto
Det var en kort fornøjelse at kunne køre bil for en 18-årig, der fik en over tørsten, inden hun satte sig bag rattet.

Mest læste i dag

Man må maksimalt få fem fejl til teoriprøven, hvis man skal have grønt lys til at gå til den endelige køreprøve og få kørekort.

Men der skal kun én fejl til for, at det selvsamme kort bliver klippet midt over af politiet.

Det fandt en kun 18-årig kvindelig billist fra Herning ud af, da hun skulle ud at køre i weekenden dagen efter at have fået sit kørekort, skriver Herning Folkeblad

Kvinden bestod eftersigende den endelige køreprøve fredag eftermiddag, men den fornøjelse skulle ikke engang vare et døgn, da hun blev stoppet af politiet kvart over midnat lørdag aften. 

Da den unge kvinde skulle puste i alkometeret, viste det sig nemlig, at der var hældt lidt for mange våde varer indenbords, da displayet viste en promille på 1,5 eller tre gange den tilladte promille. 

- Vi sigtede kvinden for spirituskørsel, og hun fik inddraget kørekortet administrativt, siger politikomissær Michael Schultze fra lokalpolitiet i Herning til Herning Folkeblad. 

Den unge kvinde måtte aflevere en blodprøve, og hvis det senere viser sig, at promillen holder stik, så må den unge billist tage bussen fremover i stedet.

Med den promille risikerer hun nemlig en dom på tre års ubetinget frakendelse af kørekortet.