21-årig mand parkerede på handicapplads foran Fakta - det skulle han aldrig have gjort

Skrevet af Nils Würtzenfeld

27/07/2017
Foto: Polfoto/BORBERG ASGER RYØ
Foto: Polfoto/BORBERG ASGER RYØ
To mænd kom onsdag op at toppes foran Faktas flaskeautomat efter et skænderi om en parkeringsplads.

Mest læste i dag

Onsdag omkring klokken 17.45 opstod der tumult på parkeringspladsen foran Fakta på Ørnebjergvej i Ølstykke, da to mænd på henholdsvis 21 og 54 år kom op og skændes. Det skriver SN.dk.

Konflikten startede, da den 21-årige mand sammen med en jævnaldrende kammerat fra Ølstykke parkerede deres bil på en handicapparkeringsplads foran Fakta.

Det oplyser Henrik Laugesen, der er efterforskningskoordinator hos Nordsjællands Politi.

Parkeringen provokerede dog i den grad den 54-årige mand, der straks påtalte overtrædelsen overfor den 21-årige.

De to kom efterfølgende op og skændes, hvilket til sidst resulterede i, at den 54-årige tog den 21-årige i kraven og trykkede ham op imod en væg ved butikkens flaskeautomat.

Siden har den 21-årige mand fra Veksø i Nordsjælland politianmeldt den 54-årige for at have taget kvælertag på ham, mens han trykkede ham op mod væggen.

Henrik Laugesen forklarer, at den 21-årige ikke led overlast under episoden, og at politiet nu er i gang med at afhøre parterne i sagen, inden der tages stilling til, hvad der videre skal ske.

Læs også: Bandemedlem måtte indlægges efter tumult i Aarhus: Blev bidt i skridtet af hund