Advarsel: Hvis du finder en tennisbold i din have, må du IKKE samle den op!

Skrevet af Emil Ryttergaard

30/03/2017
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Flere borgere er blevet bestjålet af tricktyve, der bruger et nyt snedigt svindelnummer med en tennisbold. Nu advarer Nordjyllands Politi.

Mest læste i dag

- Undskyld, men vi er altså lige kommet til at skyde en tennisbold ind i din have, har du mulighed for at gå ud og finde den? 

Sådan har det i flere tilfælde lydt, når tricktyve i Nordjylland har ringet på hoveddøren hos borgere i området. Men mens man godvilligt har ledt efter en bold i haven for at hjælpe, så har en anden tyv sneget sig ind og stjålet pung eller værdigenstande fra huset. 

Derfor advarer Nordjyllands Politi mod at falde for tricket, skriver nordjyske.dk

Det grove svindelnummer er blevet brugt flere gange i Himmerland, hvor en mand først opdagede, at hans pung var stjålet, da han skulle betale i en forretning senere på dagen. 

Han kunne pludselig huske en underlig samtale tidligere på dagen, hvor en engelsktalende kvinde havde ringet på og fortalt, at hun var kommet til at skyde en tennisbold ind i hans have. 

De gik begge ud for at lede efter bolden i haven.

- Der har vi så en formodning om, at der har været en anden person inde i entreen i huset for at stjæle tegnebogen, siger politikommissær hos Nordjyllands Politi, Preben Møller, til nordjyske.dk.

Det er dog ikke den eneste episode med tennisbolde-fup, da en sommerhusejer i Mariager også har fået stjålet sit dankort ved præcis samme metode, oplyser politiet, som opfordrer alle til at være opmærksomme på tricket.

Dagens.dk har tidligere i dag skrevet om nye utraditionelle metoder blandt tricktyve. Blandet andet har en ung gravid kvinde snydt folk, og også en ældre dame blev forsøgt snydt, da tyve pillede halskæden af hende. 

En tyv i Helsingør troede også at han kunne slippe afsted med at stjæle en pung på gaden. Men det ville borgerne i den nordsjællandske kystby ikke finde sig i.