Anni tog imod ’et godt håndværkertilbud’: Nu advarer hun alle husejere

Skrevet af Ninna Andreasen

07/04/2017
- Jeg føler mig så dum, jeg er så flov over det, siger Anni, der har mistet 60.000 kroner. Nu deler hun sin historie for at andre ikke havner i samme fælde.

Mest læste i dag

En 73-årig kvinde fra Kolding er blevet grundigt snydt af et håndværkersjak. Nu deler hun sin historie for at advare andre husejere om fælden.

- Jeg føler mig så dum, jeg er så flov over det. Det er, der ryster mig mest, er, at jeg kunne komme i en situation, hvor jeg er så sårbar, siger Anni, der kun ønsker at stå frem med fornavn, til DR.

En dag ringede det pludselig på hendes dør i Kolding. Uden for stod et irsk håndværkersjak. De tilbød hende at reparere en mindre skade på taget.

Anni accepterede en aftale om at betale 2.000 kroner for reparationen. Imens begyndte to-tre håndværkere ifølge hende at ødelægge taget. De påstod, at træværket var råddent. Tagsten og mørtel fløj ned fra taget. Pludselig var prisen steget til 60.000 kroner, som skulle bruges på forhånd til materialer.

- Jeg er så rystet og forvirret og omringet af folk, at jeg er så dum, at jeg går ned og hæver 60.000 kroner, siger Anni.

Heldigvis var hun klar nok til at notere sig nummerpladen på kassevognen. Dagen efter ringede hun til politiet og anmeldte sagen.

Men håndværkerne kommer tilbage og begynder igen at arbejde lidt. Prisen stiger med 45.000 til 105.000 kroner. Anni nægter at betale, men får i forvirringen ikke ringet til politiet.

Anni er ikke alene
Alene indenfor den seneste måned har der været i hvert fald tre sager, hvor udenlandske håndværkere har tilbudt at lave tag eller andet håndværksarbejde for folk i trekantsområdet.

Politiet advarer folk mod at tage imod denne type tilbud.

- Jeg synes, at man skal få et skriftligt tilbud af dem, der kommer. Så er vi i alt fald sikre på, at vi får luget ud i de værste banditter, der ikke har rent mel i posen, siger Morten Anker, politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.

Sagerne er ofte vanskelige, fordi det er svært at bevise, at der foregår noget kriminelt. Politiet forsøger dog at rejse sager om bedrageri, når de får anmeldelser på det.

Anni advarer også.

- Jeg er ikke blevet taget ved næsen før, og hvis jeg hørte andre fortælle det her, så ville jeg tænke: Hold da kæft, hvordan kunne hun finde på det, siger hun.