To børn stødte på øldrikkende mand i undertrøje: Så fik de en meget ubehagelig oplevelse

Skrevet af Nils Würtzenfeld

16/05/2018
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
Politiet blev tilkaldt, da to børn på 14 og 10 år fra Roskilde tirsdag blev udsat for en blufærdighedskrænkelse.

Dagens topnyheder

Tirsdag aften klokken 19.01 blev politiet tilkaldt til Gyldenrisvej i Roskilde, efter to børn havde været udsat for en yderst krænkende oplevelse.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

De to børn på henholdsvis 14 og 10 år var ude og gå, da de pludselig stødte på en ung mand, der valgte at blotte sig for dem.

Det fik hurtigt den 14-årige dreng til at ringe til sin mor, der straks tilkaldte politiet. Efterfølgende nåede moderen selv frem til stedet, hvor børnene befandt sig. Her nåede hun at se gerningsmanden, inden han forsvandt fra stedet.

Manden beskrives som:

  • 20-25 år
  • Cirka 180-185 centimeter høj
  • Almindelige af bygning til lidt muskuløs
  • Han var iført sort kasket, sort tank-top med en rød stribe i hver side samt nederst på trøjen. Herudover sorte løse basketball-lignende bukser, der gik til knæet samt sorte sko.
  • Han bar desuden en mørk taske samt en 0,5 liter øl flaske af ukendt mærke.

Efter ankomst til gerningsstedet lykkes det ikke for politiet at pågribe manden. Derfor vil de meget gerne have hjælp til at finde frem til den mistænkte. Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til politiet på 114.