Far fra Ølstykke sporede sin datters mobil: Fandt hende voldtaget på mark

Skrevet af Ane Sørensen

23/02/2017
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
En bekymret far fandt sin 20-årige datter på en øde mark, hvor hun var blevet efterladt alene i mørket efter en voldtægt - forslået og forkommen. Han sporede hendes telefon via en app for at finde frem til hende.

Mest læste i dag

En far fra Nordsjælland fandt sin 20-årige datter forslået på en øde mark nær Ølstykke natten til den 25. september sidste år, efter at hun havde ringet til ham uden at kunne fortælle, hvor hun befandt sig.

Det skriver Ekstra Bladet.

Den unge kvinde havde været til fest i en privat lejlighed. Hun var stærkt beruset og tog imod et lift fra to bulgarske mænd. Mændene var med til festen, men kvinden kendte dem ikke i forvejen. 

Kvinden sad på bilens bagsæde, da den ene mand ifølge tiltalen gav hende flere slag i ansigtet og holdt hende fast omkring munden, mens han voldtog hende.

Ifølge tiltalen udnyttede mændene, at den unge kvinde var så beruset, hun ikke kunne modsætte sig handlingen.

Kvinden blev efter voldtægten efterladt på en mark og vidste ikke, hvor hun var, da hun ringede til sin far. Faderen fandt hende ved hjælp af funktionen Find my iPhone, som bruger telefonens gps. 

Den anden mand, som kørte bilen, rørte ikke pigen. Men han er tiltalt for medvirken til voldtægt, fordi han ikke gjorde noget for at stoppe forbrydelsen. 

Fredag stilles de to 31-årige mænd for retten i Hillerød, hvor de er tiltalt for voldtægt. Begge nægter sig skyldige. 

Straffen for voldtægt blev skærpet sidste år, hvilket betyder, at de to mænd risikerer op til fire års fængsel, hvis de bliver dømt skyldige i sagen. 

Læs også om Tina, der var opslugt af sin mobil i Føtex-køen. Men hun kiggede straks op, da hun overhørte dette.