Fortsat mystik om forlist ubåd: Politiet har fået hundredvis af henvendelser det seneste døgn

Skrevet af Ane Sørensen

15/08/2017
Foto: Polfoto/Mogens Flindt
Foto: Polfoto/Mogens Flindt
Københavns Politi har modtaget mange billeder og videoklip af den nu forliste ubåd Nautilus.

Mest læste i dag

Københavns Politi har foreløbig modtaget knap 300 henvendelser i sagen om den forliste ubåd Nautilus. Mange af henvendelserne er kommet i løbet af det seneste døgn.

Flere har sendt foto og videoklip af ubåden i forbindelse med, at den sejlede ud i Øresund torsdag aften. Politiet beder stadig om offentlighedens hjælp til at fastlægge ubådens færden.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Ubåden sejlede ud torsdag den 10. august omkring klokken 19.00 og var i området ved Middelgrund den næste times tid. Det seneste foto politiet har modtaget fra vidner, er taget omkring klokken 20.30.

Derefter var Nautilus nær et handelsskib omkring midnat mellem torsdag og fredag i samme område. Efterfølgende ses ubåden først igen i Køge Bugt fredag den 11/8 klokken cirka 10.30.

Københavns Politi vil gerne tale med eventuelle vidner, som har oplysninger om Nautilus’ sejlads og dyk i tidsrummet mellem klokken 20.30 til midnat og igen fra midnat til fredag klokken 10.30.

Københavns Politi får nu hjælp fra svensk politi, som selv efterlyser vidner fra den svenske side af Øresund og Køge Bugt i området i forhold til, om de har set ubåden. 

Mandag afsluttede politiet de tekniske undersøgelser og en ransagning af ubåden. Af hensyn til sagens fortsatte efterforskning, kan der ikke gives oplysninger om, hvad de har fundet.

Lækkersultne tyve stjæler lastbil med 20.000 kilo Nutella og kinderæg